Del

Lofoten og Vesterålen

Fjordtur til verdens Smukkeste Ørige

Denne rundrejse på 12 dage har det hele! Turen er inklusiv 11 overnatninger på hoteller i Verdens Smukkeste Ørige. Denne tur giver dig chancen for at opleve det på første hånd. Rejsen er sammensat således I får oplevet essensen af, ikke blot Lofoten, men også Vesterålen. Tørfisk, majestætiske dyr og en dramatisk natur, er kun få af de oplevelser Lofoten og Vesterålen har at byde på. 

Bodø

Jeres Lofoten og Vesterålen eventyr starter i Nordlands hovedstad, Bodø. Byen blev grundlagt i 1816, som handelsby for de nordlige fiskere. Rejser man med jernbanen igennem Norge, så er dette endestationen. Grundet jernbanen og lufthavnen er Bodø blevet et stort trafikcenter. Men trods byens nuværende høje status, så har Bodø en hård fortid. I 1940 blev Bodø et offer for 2. verdenskrig, da bombninger ødelagde store dele af byen, og efterlod 3.700 mennesker hjemløse. Bodø er kendt for dens Domkirke, som blev grundlagt i 1956, men har også en interessant luftfartshistorie. Besøg Luftfartsmuseet, og se deres ældste fly, som stammer fra 1912. 
Dag 1-2 overnatning På Thon Hotel Nordlys

Velkommen til Lofoten

I dag venter der en sejltur med færgen fra Bodø til Moskenes, og jeres rejse på Lofoten begynder. Færgen er en 4 timers panoramatur af denne utrolige øgruppe. Efter ankomst i Moskenes, kan I stille og roligt forsætte til byen Mortsund. Men inden bør I tage et besøge hos Tørfisk museet i Å.

Fra Lofotens sydligste punkt Å, strækker hovedvej 10 sig hele vejen igennem til fastlandet. Grønne enge omgives af høje stejle fjeldsider, hvor fjeld og hav synes at gå i et med hinanden. Men alligevel brydes det rå landskab pludselig af en lille smuk sandstrand med det fineste hvide sand. Drej væk fra hovedvejen og se hvor vejen ender - måske finder du et lille intimt samfund, som ved Nysfjord eller Reine med det uforglemmelige sceneri af et alpelandskab, som hæver sig direkte fra vandet.

Senere ankommer du til Mortsund, som er et lille lokalt kystsamfund, hvor man enten beskæftiger sig med fiskeri eller turisme. Rorbuerne står langs vandkanten præcis som i gamle dage, hvor det var en primitiv beboelse for fiskerne. I dag er mange af disse gamle rorbuer blevet sat i stand og udlejes med stor succes. 
Dag 2-5 overnatning Statles Rorbusenter

Svolvær

Forsæt ad den nationale turistvej, hovedvej 10. Hovedvejen mellem Å og Svolvær er en national turistvej med fantastiske landskaber, museer, skulpturer og kunst. På jeres rute til Svolvær, bør du bruge tiden på at udforske undervejs. Besøg Stamsund hvor Hurtigruten ligger til havn hver aften. Flere andre havne langs Lofoten og Vesterålen får på forskellige tider af døgnet besøg af Hurtigruten.

Stop i Borg, som har sit eget vartegn i form af Lofotr Vikingemuseum med den imponerende 83 m. lange rekonstruktion af en vikingeborg. Her får man virkelig et blik tilbage i vikingetiden. Eller tag forbi Henningsvær, som har spillet en central rolle i Lofotens fiskerihistorie og kan ganske enkelt beskrives med et ord ”charmerende”.

Svolvær er den største by på Lofoten og dermed et vigtigt knudepunkt for handel, oplevelser og hotelovernatninger. Svolvær og område har et godt udvalg af spisesteder, aktiviteter som fx fisketure, Ørnesafari eller RIB båd safari til Trollfjorden.

Hvis I ikke fik besøgt nogle af højdepunkterne undervejs til Svolvær, så har du en hel dag til fri benyttelse. Vi kan her anbefale middelalderbyen Kabelvåg hvor man har Norges største trækirke (Lofotkatedralen), Lofoten Krigsminnemuseum i Svolvær,  og Lofotakvariet - en del af SKREI oplevelsescenter i Storvågan, med galleri, museum og akvarium. I Magic Ice kan du opleve iskunst og kystkultur med forfriskninger fra glas lavet af is.  
Hvis du ikke føler dette er nok tid til at udforske den skønne sydlige del af Lofoten, så kan du efterspørge en ekstra overnatning.
Dag 5-8 overnatning Thon Hotel Lofoten

Vesterålen

Tilbage på hovedvej 10 følger man ruten mod Fiskebøl. Her skal du med færgen til Melbu, som er det sydligste punkt på Hadseløya - Kræver AutoPass til betaling og er ikke inkluderet i rejsen.
Velkommen til det fantastiske Vesterålen.

På Hadseløya kan I besøge Stokmarknes. Her havde Hurtigruten sin start og Hurtigrutemuseet beretter om rederiets historie, som blev så afgørende for livet og kulturen langs Norges vestkyst. Kør mod Sortland som er Vesterålens knudepunktet for trafik og handel, men især også for kunst. Den kaldes blandt de lokale ”den blå by” og hvorfor falder hurtigt de fleste ind med de mange blå bygninger/huse. I Kvalsaukan, 30 km udenfor Stokmarknes på vej mod Andenes, kan du få en smagsprøve på samisk kultur. Tag en afstikker til Bø Museum der museum tager dig ind i den forunderlige verden om sagn, eventyr og lokalhistorie.

Jeres destination Andenes er den nordligste by på Vesterålen med attraktioner, som Polar Museum Andenes, Hvalcenter og fyrtårn. Det er det perfekte udgangspunkt for hvalsafari. Fra Andenes på den nye 51 km nationale turistvej på vestkysten af Andøya frister med fantastiske udsigter, små charmerende gallerier i bl.a. Bleik og Bleikstrand med sin 2,5 km hvide sandstrand (Nordeuropas længste).
Dag 8-10 overnatninger Hotell Marena

Harstad

Kulinariske oplevelser venter på jer i havnebyen Harstad, hvor de nord- og sydgående HURTIGRUTEN skibe mødes hver morgen. Kendetegn for Harstad er en uvirkelig natur, lang interessant historie, stærk kulturarv og i de senere år også kulinariske oplevelser. Byens beliggenhed ved vandet og dets frugtbare landskab, gør at byen altid har lækre råvarer til rådighed og er derfor nu fokus i deres madlavning. Restauranter af høj kvalitet præger byen sammen med utallige festivaler og kulturelle arrangementer - Harstad har alt!
Dag 10-11 overnatning Thon Hotel Harstad

Bodø

Fuldend cirklen med endnu en overnatning i Bodø inden rejsen desværre vender tilbage imod Danmark.
Dag 11-12 overnatning Thon Hotel Nordlys

Lofoten, er kåret som "verdens smukkeste ørige". Det er en unik sjælden perle, der vil sætte alle dine sanser på overarbejde!
Noget af det første der springer dig i møde på Lofoten, er en lidt sød og speciel lugt. Lugten kendetegner Lofoten, for her tørres der torsk i lange baner. Tusindevis af dem hænger på lange rækker både vinter og sommer, det giver et helt unikt og malerisk billede. ”Tørfisk fra Lofoten” er en mærkevare i hele verden på grund af dens gode kvalitet, og den har fået geografisk beskyttelse i Norge, og kommer i samme klasse som champagne og parmaskinke! Tag ikke hjem uden at have prøvet kogt tørfisk med nye kartofler og fiskesovs, du får det ikke bedre end på Lofoten!

Lys og fugle

Det unikke lys har draget mange kunstnere hertil og små gallerier ligger I de fleste fiskerbyer. Midt i midnatssolens rige og i perioden fra ca. 28.maj til 14.juli går solen ikke under horisonten.
Er du fugleelsker kan du bl.a. opleve den største koncentration af majestætiske havørne i hele verden.

Naturen

Udover tørfisk, havørne, et utal af aktiviteter og lyst- og havfiskeri, er øgruppen også kendt for en særegen natur med fjelde og tinder, storhav, og store uberørte landområder. Istidens gletsjer og havets erosion har skabt et dramatisk landskab med store terrænforskelle, spidse fjeldtinder (flere over 1000 m) og stejle fuglefjelde, men også enkelte steder brede strandflader med landbrug og små fiskerlejer.

Kontakt os på tlf. 33 12 45 65 eller via norsk@norskrejsebureau.dk for bestilling af denne tur